Takshækken er populær og med god grund. Taks er en af de kraftigste plantearter blandt nåletræerne. Taks kan nå en meget høj alder, hvilket garanterer hækkens holdbarhed.
Desuden kan en takshæk plantes på skyggefulde steder, uden at det går ud over væksten. Taks har ud over sin brug som hækplante en lang historie som et særligt træ, der kunne regne med stor påskønnelse fra folk.
Takshækkens historie
At sige, at takshækken er en hjemmehørende hækart, er mildt sagt – taks har formentlig vokset her siden sidste istid. Det betyder, at taks var en af de få stedsegrønne hækplanter i regionen i flere tusinde år.
På grund af dette blev taks set af mennesker som et bemærkelsesværdigt træ, og overnaturlige kvaliteter blev tillagt det. De gamle tyskere kunne derfor godt lide at bruge takstræ til at udskære magiske formler i runeskriften.
Taks er blevet plantet hyppigt på kirkegårde siden middelalderen, sandsynligvis som et symbol på lang levetid. Men fordi taks er giftig for både mennesker og dyr, er den også forbundet med døden.
Måske er det derfor, den blev plantet på kirkegården, eller for at afskrække landmænd fra at græsse deres husdyr der. Takstræ blev også tidligere brugt til praktiske formål, nemlig til fremstilling af hængebuer. I moderne tid har taks stadig en vigtig funktion – fra taks kan man få råvarer til kræftmedicin.
Når den først er jordet ordentligt, behøver taks kun lidt pleje. Især i de første år efter plantning er takshækken følsom over for tørke og vil derfor have behov for jævnligt ekstra vand. Taks kan dog heller ikke lide ‘våde fødder’ og kræver derfor god dræning i fugtig, lerholdig jord.
Men når den først er plantet det rigtige sted, vil taks fortsætte med at vokse støt men kraftigt. Takshække er meget hårdføre og lider ikke af en stilling i skyggen. Desuden er taks næppe modtagelig for sygdomme. Derfor er der endda kendte eksempler på takstræer, der er blevet hundreder eller endda tusinder af år gamle.